Det kræver 10.000 timers intensiv træning at blive god til matematik – har du husket den daglige matematiktræning?

 Under Gæsteskribenter
  • Maria Baldus er gæsteskribent på MatematikBlog. Maria er lærer, har undervist i mange år og rådgiver og blogger på sin hjemmeside godiskolen.dk om sin passion om at gøre alle børn gode i skolen. Maria tager udgangspunkt i hjemmet og i familien, for det er her, styrken ligger. Forældre er med til at skabe en god skolegang for deres børn. Alle børn har potentialet. Det er bare ikke alle børn, der bliver udfordret eller får styrket de egenskaber, der skal til.

    Maria Baldus
    Maria Baldus

At blive god til matematik handler ikke om talent, men om 3 andre faktorer. Læs med og hjælp dit barn til at blive en fantastisk matematiker.

Hvordan bliver man god til matematik? Som folkeskolelærer blev det hurtigt tydeligt for mig, at matematik var et fag, som delte vandene. Enten hørte man til dem, som var ”logisk” begavede; dem, for hvem matematik var sjovt, som en gåde. Nogle elever syntes endda at have små lommeregnere inde i hovedet, som gjorde, at de så talsammenhængen, langt før jeg gjorde. Og så var der de andre; dem, som IKKE syntes, at matematik var SJOVT. Dem, hvis forældre sagde ting som ”i vores familie har matematik altid været svært” eller ”ja, herhjemme er vi mere sproglige” eller ”hvad skal man egentlig bruge matematik til i virkeligheden?”.

Du påvirker dit barn

Til skole/hjem-samtalerne blev det særligt tydeligt, hvor børnenes holdning til matematik stammede fra. Ofte lignede forældrenes holdninger børnenes, lige fra den talglade, rationelle logiker-far til den undskyldende, omsorgsfulde karrieremor. Din påvirkning som forælder er meget vigtigere, end du tror. Det er nemlig ikke dem fra den første gruppe, som ender som astrofysikere. Talent, eller det at blive rigtig god til noget, handler om øvelse og om den støtte, du som forælder kan give dit barn.

Øvelse gør mester

Dem, som synes, at matematik er sjovt, er ofte også dem, som er gode til det. Det siger næsten sig selv. Der skal motivation til. Men motivation og talent er ikke det hele. Forfatter Claus Buhl gør i sin bog ”Talent” op med tanken om, at vi udelukkende på baggrund af et medfødt talent kan blive mestre i noget. Ifølge ham og andre forskere handler det i langt højere grad om øvelse. Faktisk skal der 10.000 timer til, for at man bliver rigtig god til noget, siger Buhl – det vil sige ca. 2,5 times daglig, intensiv øvelse i 10 år. Og det skal ikke bare være øvelse, men intensiv øvelse, hvor man føler, man kommer fremad. Med andre ord skal læringen være synlig.

Hvis man overfører teorien om talent til matematik, skal man altså øve sig 2,5 timer HVER dag i 10 år – intensivt, sammenhængende og koncentreret – for at blive et matematisk geni. Der tror jeg roligt, jeg kan generalisere og sige, at det er de færreste danske børn, som gør det. Og det er i virkeligheden også okay for de fleste, for vi skal jo ikke alle sammen være matematiske genier.

Hvad du kan gøre

Men måske sidder der nogen derude, som alligevel ville ønske, at netop deres børn var bedre til matematik, måske endda meget bedre. Og heldigvis er der en masse, man kan gøre:

  •  Flere timers intensiv, sammenhængende træning dagligt.
  • Vilje – dit barn skal kunne se fremgangen, og at han eller hun har noget at byde på.
  • Kompetent støtte – forældre, som kæmper sammen med barnet, når det bliver svært, der er modstand, og det går dårligt. Også selv om det går dårligt flere år i træk.

Den daglige læsning i 20 minutter er for længst blevet en almindeligt accepteret del af danske elevers hverdag. Alle lærere anbefaler det og regner med, at forældrene lever op til den forpligtelse, som sikrer, at de fleste elever når et sikkert læseniveau. Men hvad med matematikken? Der er ikke en alment accepteret pendant til den daglige læsning, som har matematik i fokus. Jeg sagde altid til mine elevers forældre, at man som minimum skulle træne matematik 20 minutter 3 gange om ugen, og her foreslog jeg altid MatematikFessor som træningsplatform, netop fordi den viser fremgang og fremhæver gode resultater.

Planlægning er vejen frem

Så hvis du kunne tænke dig, at dit barn bliver god eller rigtig god til matematik, eller måske bare bedre end han eller hun er nu, så kræver det daglig træning, en indre tro på, at det kan lykkes, og god støtte. Det er op til dig, og du kan sagtens klare det – det handler bare om at sætte det i system. Beslut dig for, at i år skal være året, hvor dit barn sammen med dig overkommer ”matematikleden”, bliver en fantastisk problemløser eller noget helt tredje. Beslut dig for at investere i dit barns fremtid ved at indføre 20 minutters daglig matematiktræning. Men er det ikke synd for barnet, at der skal laves så mange lektier uden for skolen? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes nærmere, det er at give dem muligheden for at blive rigtig fantastiske.

Hvis du trænger til gode råd, vejledning og konkrete tips til, hvordan du strukturerer lektietræningen, motiverer dit barn til at ville, og hvordan du bliver den bedste og stærkeste støtte for dit barn – den slags støtte, som gør, at dit barn får succes – så har jeg skrevet en bog, der udkommer den 31. august og hedder ”Støt dit skolebarn – en forældreguide”. Bogen kan bestilles her.

Rigtig god matematiktræning :o)

Du kan som forælder til et skolebarn få flere gode råd og vejledning på Marias hjemmeside www.godiskolen.dk. Du kan også følge hende på de sociale medier:

Skriv en kommentar

Kontakt os

Send en mail,
hvis du har spørgsmål

Vi bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug accepterer du vores cookie- og privatlivspolitik. Læs mere.
close-image