Kan skærmtid forsinke små børns tale?

 Under Gæsteskribenter
  • Gæsteskribent Eva Fog arbejder med børn og IT, og hun er stifter af DigiPippi, som er et digitalt og socialt fællesskab for piger. Hun skriver løbende artikler, indlæg og bøger samt holder foredrag og workshops om det digitale. Hun beskriver sig selv som specialist i det digitale, hvilket betyder, at hun hele tiden holder øje med, hvad der sker i den digitale verden, og hvordan børn og unge bruger det.

    Eva Fog
    Eva Fog
Den 4. maj 2017 blev der på ‘2017 Pediatric Academic Societies Meeting’, afholdt i San Francisco, fremlagt en rapport, som peger på, at skærmtid for helt små børn kan forsinke deres evne til at tale. Da denne undersøgelse dukkede op på de sociale medier, var min første tanke: Åh nej. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før den bliver simplificeret, og fakta om emnet udvandes til fordel for sensationsjournalistik.

Vi lever i en tid, hvor der er skyttegravskrig mellem for- og imod-lejrene. En tid, hvor data ikke kan tegne et entydigt svar på, om teknologi er fremmende eller hæmmende for børn. Det er et enormt vigtigt emne, og det skal behandles med respekt og varsomhed, for der er mange følelser i klemme.

Som specialist i børn og IT gennem efterhånden 8 år er jeg meget interesseret i al saglig forskning på området. Desværre har vi fået for vane at kaste os i grams med pseudo-videnskab og profetier. Denne undersøgelse må og skal ikke ende samme sted. Så, hvad er det egentlig undersøgelsen viser?

Imellem årene 2011 og 2015 har 894 børn i alderen 6 til 24 måneder deltaget i et studie udført af det videnskabelige netværk TARGetKids!. Målet var at finde ud af, om skærmtid udsatte børns sproglige udvikling med udgangspunkt i at ‘skærme er over det hele’.

“Handheld devices are everywhere these days,” said Dr. Catherine Birken, MD, MSc, FRCPC, the study’s principal investigator and a staff pediatrician and scientist at The Hospital for Sick Children (SickKids)

Citat fra Science Daily 

Børnenes påvirkning blev testet i forbindelse med en obligatorisk test, som foretages af børn. Formålet er at opdage børns sproglige udvikling eller forsinkelse heraf. Her er et af spørgsmålene: ‘Siger dit barn 20 ord eller mere’. En standard, som før 2011 hed 5 ord.

Det er forældrene selv, som besvarer disse testspørgsmål i forbindelse med barnets 18-måneders undersøgelse, der er standardpraksis i Canada. En sammenligning med danske forhold kan ses på denne guide fra Furesø kommune.

Vil 30 minutter gøre 49 % forskel?

Undersøgelsen viste, at 20 % af de medvirkende børn havde et gennemsnitligt forbrug af håndholdte devices på 28 minutter. Testen viste også, at jo mere skærmtid barnet blev udsat for, desto større forsinkelse var der i barnets verbale kommunikationsevner. Der var ingen forsinkelse i deres evne til social interaktion eller kropslige udtryk. Rapporten konkluderer, at for hver 30 minutters skærmtid et barn under 2 år har, er der 49 % større chance for, at barnet udvikler tale senere end normalt.

Konklusionen er dog indledende, understreger Dr. Cathrine Birken, undersøgelsens spydspids fra det canadiske hold af videnskabsmænd og læger som står bag:

“It’s the first time that we’ve sort of shone a light on this potential issue, but I think the results need to be tempered (because) it’s really a first look.”

Citat fra CNN 

Eksperterne skifter mening

Det er værd at påpege, at American Academy of Pediatrics (AAP), som indtil sidste år afviste al brug af skærme for børn under 2 år, har ændret mening og nu anbefaler ‘kvalitets-apps sammen med voksne’. AAP har ellers i årevis været en hård modstander af børn og teknologi, så deres lempelse siger en del om hvilken udvikling, der hele tiden foregår på området.

Så – skal vi være bekymrede? Mit svar er nej men… Der er sket en enorm udvikling med den håndholdte teknologi i den tid, hvor forskerne har været i gang. De satte ind lige omkring implementeringen af iPad 2, som var med til at gøre touch-skærmen allemandseje. Vores tilgang til teknologien har været præget af vores egen begejstring for de nye muligheder, som vi helt uden oplysning har kastet os ud i.

Mit men kommer frem her, hvor konsekvenserne af vores manglende viden uden tvivl har skabt problemer med vores udvikling – uanset alder. Specielt vores små børn er utroligt følsomme over for alle inputs. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at forældre har ageret uagtsomt, når det har handlet om deres børn og de nye digitale medier. Ikke af ond vilje, men af manglende viden.

Generationen, som aldrig har kendt til andet

Generation Alpha, som de børn, der er født efter 2010 kaldes, har aldrig kendt en verden uden den teknologi, som er alle steder. Deres forældre har prøvet sig frem sammen med dem, og det er først nu, at vi er ved at have nogenlunde evidens for, hvad passiv konsumering af medier i børnehøjde kan gøre af skade. Der vil dog gå årtier, før vi ved, hvad det har gjort ved generation Alpha o og også generation Z.

Hvis vi bruger vores sunde fornuft, er følgende dog klart: Intet barn er i stand til at forstå verden, uden den oversættes af voksne. De har ingen forudgående viden om det, de fødes ind i, og SKAL vejledes. Børnene skal digitalt opdrages fra dag 1, uanset hvad forældrene har af forudgående erfaring.

Præcist hvorfor, de 20 % børn har udviklet færre verbale sprogfærdigheder end deres jævnaldrende, er svært at sige. Hvis de har oplevet meget interaktion med skærmen og mindre med mennesker, er det helt naturligt. Jeg vil med min erfaring skyde på, at der ligger flere grunde bag barnets teknologibrug, som derved påvirker barnets udvikling. Skærmtid alene – et udtryk jeg gerne vil have stoppet hurtigst muligt – kan næppe forårsage så stor en forsinkelse i barnets udvikling.

Måske tager jeg fejl, men det vil tiden vise. I mellemtiden skal vi slå koldt vand i blodet og sørge for, at vores børn ikke bruger teknologien uden voksnes deltagelse. Det er næsten altid vores brug eller misbrug, som ligger til grund for problematikker i udviklingen af både store og små.

Du kan følge Eva Fog på hendes hjemmeside, Facebook og Twitter

Kilder til artiklen

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5173485/
https://www.healthychildren.org/English/news/Pages/Handheld-Screen-Time-Linked-with-Speech-Delays-in-Young-Children.aspx
https://www.facebook.com/time/videos/10154688442206491/
http://www.cnn.com/2017/05/04/health/babies-screen-time-speech-delays-study/index.html?ofs=fbia
http://www.telegraph.co.uk/science/2017/05/04/tablets-smartphones-damage-toddlers-speech-development/
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/05/170504083141.htm
http://www.expressen.se/halsoliv/halsa/barn/studie-barn-som-anvander-skarmar-borjar-prata-senare/

Skriv en kommentar

Kontakt os

Send en mail,
hvis du har spørgsmål