Kommunalvalg i børnehøjde

 Under Faglige indlæg

Kommunalvalget står for døren. Fra den ene dag til den anden var der valgplakater over alt på både lygtepæle og træer. Faktum er, at vi snart skal til stemmeurnerne. Som forælder kan du nok nikke genkendende til, at det kan være en udfordring at forklare sit barn, hvordan det hele hænger sammen. Derfor giver jeg dig i dette blogindlæg nogle bud og gode idéer til, hvordan du kan snakke om valg og tal med dit barn.

Tæl valgplakater

Dit barn har måske bemærket, at der pludselig er valgplakater allevegne. Selvom dit barn formentlig ikke helt forstår deres budskab, eller hvad plakaterne står for, så kan I sagtens bruge plakaterne. I kan nemlig bruge dem til at tælle. For eksempelvis kan I tælle alle de røde og alle de blå plakater. Du kan jo vælge dem, der enten er mange af i dit område eller måske dem, som dit barn synes er pænest. I kan også vælge en farve hver og så se hvem af jer, der først når op på 10 plakater. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Når I leger, kan du samtidig fortælle om valgets grundidé, som er, at der er mange, der gerne vil have lov til at bestemme, men at det kun er få, der får lov – nemlig dem, som vi stemmer på.

Find symboler, farver og logoer

I aviserne og på internettet kan du finde de forskellige partier og deres valgplakater frem. Det er en oplagt mulighed for dig og dit barn til at snakke om de forskellige symboler, som hvert parti har. Du kan for eksempel spørge dit barn om de forskellige partiers bogstaver, farver, symboler og logoer. I kan tælle hvor mange partier, der stiller op i jeres kommune, eller tælle de største partier i Danmark.

Samtidig kan du forklare dit barn om, hvordan kommunalvalget fungerer. Du kan forklare, at hvert fjerde år kan man som borger i Danmark stemme til kommunalvalget, hvis man er fyldt 18 år. Til kommunalvalget stemmer vi om, hvem der skal være borgmester og medlem af byrådet. Du kan snakke om, at valget har en stor betydning for os, da det har indflydelse på for eksempel børneinstitutioner og skoler.

Der er mange måder at gribe kommunalvalget an på, og det kan være en svær størrelse for børn at forstå. Pointen i dette indlæg er ikke, at dit barn skal forstå det politiske spil og tankegange. Pointen er, at du kan få en hyggestund med dit barn samtidig med, at du tager fat i de ting, der sker omkring jer, og som er i medierne og i gadebilledet. Så længe snakken foregår på dit barns præmisser, og du gør dig umage for at snakke i børnehøjde, kan I skabe en hyggestund og opnå succes med det.

Rigtig god fornøjelse :o)

Skriv en kommentar

Kontakt os

Send en mail,
hvis du har spørgsmål