Mød EduLabs nye ambassadør, kajakroer Emma Bock

 Under MatematikFessor

“Jeg gør det, fordi jeg elsker at træne”

EduLabs nye ambassadør, Emma Bock, har en døgnrytme som de færreste andre 18-årige: I seng kl. 21 og op kl. 4.50. Dagsprogrammet tæller 3 timers kajakroning, 35 kilometers cykling, løb og vægttræning foruden skolearbejdet fra gymnasiet. Det skal til, hvis hun vil gøre sig håb om at stille op til OL i Japan i 2020. Og det vil hun!

Foto: Privat og Karen Vedel

–  ’Kom nu, Emma. Du ka’ godt!’ Jeg stod jo og kaldte på hende, husker Emmas mor, Lisbeth Bock.
Emma er 11 år, og forældrene har sat sig for at åbne deres datters øjne for løb, men som hun står der på én-kilometer-ruten med heftige sidestik, er missionen endnu et stykke fra mål.
– Vi har altid stillet krav og forventet noget af vores børn. Hvis de stod på 1-meter vippen, ville vi sige: ’Prøv da 3-meteren’, siger Lisbeth Bock og forklarer:
– Med en hjælpende hånd og en kærlig, men bestemt tone, kan de fleste mere, end de tror. I dag er det Emma, der råber ’kom nu’, når vi løber sammen.
Den indstilling har tydeligvis sået et frø af gåpåmod og udholdenhed i kajaktalentet Emma Bock, der netop har indgået en sponsoraftale med EduLab.
Det er dog først, da hun selv vælger kajakroningen, at ilden for alvor bliver tændt.
– Hvad der driver mig? Jeg gør det, fordi jeg elsker at træne. Når jeg ikke træner, kan jeg mærke, at jeg bliver mindre glad. Det her er min drøm. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil stå så tidligt op hver dag, hvis det ikke var for deres eget mål, siger Emma.
Forældre, lærere, trænere, de kan alle hoppe og danse for at få unge til at lægge flid og kræfter i arbejdet, men den egentlige benzin er nødt til at komme indefra. I hvert fald i Emmas tilfælde.

De hepper, vasker tøj og giver et kram om nødvendigt. Emmas familie er der for hende.

Kajakroer ved et tilfælde

Det er en af årets første sommerdage, og vi sidder i køkkenet i villaen i Hellerup. Jeg har sat mig for at undersøge, hvad der får en gymnasiepige til at dedikere sig så kompromisløst i så tidlig en alder. Hvad er opskriften på den viljestyrke, der får Emma til at gå efter at stille op til de olympiske lege i 2020?
Tilbage til begyndelsen. Et par måneder efter seancen med løbeturen bliver det sommerferie, og kommunen inviterer børn og unge til at prøve en vifte af aktiviteter. Emma melder sig til med to store krydser ud for ’kajak’ og ’vandski’.
– Jeg har altid været helt vild med vand. Når jeg ser billeder fra barndommen, er jeg omringet af vand – om jeg står og fisker krabber fra en badebro eller bader. Altid vand, siger hun.

På sommerferie i Sverige. Emma får sin debut i en kajak allerede som toårig.

I løbet af ugen på sommerskolen får hun da også rig lejlighed til at mærke det våde element.
Helt tæt på.
– Det var et spændingselement, at du kunne falde i vandet. Det var lidt farligt, husker hun.
Da ugen er gået, er Emma afklaret: Hun vil gå til kajak, så hun begynder på et hold i Hellerup Kajakklub og bliver hurtigt glad for sin nye sport, godt hjulpet på vej af det spirende kammeratskab.

Kommer ud af sin skal

Havde nogle fortalt Emma, at hun under to år senere skal snuppe en af pladserne på kajaklandsholdet, havde hun nok rullet med øjnene. Hun er nu 13 år, har roet halvandet års tid, og selv om hun godt kan finde ud af at svinge en pagaj, udebliver tegnet på det store gennembrud. Men så sker der noget.
– På et tidspunkt begyndte en anden pige, som var meget anderledes end mig. Hun var sådan én, der bare gik hen og snakkede med alle mulige, og det lå fjernt fra min opførsel.
Den nye pige får overtalt Emma til at tage med på de svære rohold med de store drenge, og det er et skub, som den unge roer kan bruge til noget.
– I begyndelsen var jeg langsom og faldt i, men så begyndte jeg at blive bedre til det. Hvis hun ikke havde presset mig til at udfordre mig selv, havde jeg nok ikke roet kajak i dag.
Kajakken får ekstra fart på, motivationen bliver sat i vejret, og Emma ender med at blive udtaget til talentholdet under Talentcenter Hovedstaden. På det personlige plan får hun mere selvtillid.

– Kammeratskabet er virkelig afgørende for, at jeg fortsætter, siger Emma Bock.
Her fra en træningslejr i Spanien.

Eliteplan og flødeboller

Derfra går det stærkt. Som 14-årig får hun en plads på kajaklandsholdet, og mens kammeraterne i skolen har travlt med at feste fredag og lørdag, prioriterer Emma at sidde i sin kajak i stadigt flere timer af døgnet. Og det bliver hun ved med. I de seneste fire år har Emma været vant til et tæt program fra morgen til aften.
På en almindelig hverdag ringer vækkeuret kl. 4.50, hvor hun står op, trækker i træningstøjet og cykler ti kilometer til Bagsværd Sø for at træne. Derefter cykler hun til gymnasiet, hvor hun tager 3.g fra kl. 8 til 15.30. Så er det op på cyklen igen og ti kilometer tilbage til kajakklubben til dagens anden træningspas. Når Emma er hjemme cirka kl. 18.30, står der familie, aftensmad og lektier på programmet, inden hun rammer puden kl. 21. Kæresten må prøve at fange hende i de små pauser i løbet af dagen.
– Det kræver enorm meget dedikation, og når det kommer til træning, er jeg meget perfektionistisk. Jeg bliver irriteret, hvis vi ikke følger programmet til punkt og prikke, siger hun.
Indsatsen gør til gengæld, at medaljerne nærmest regner ned over Emma. Sidste år blev hun syvdobbelt Danmarksmester i forskellige kajakdiscipliner – sejre, der har banet vejen for hendes næste mål om at deltage i de olympiske lege i år 2020.
– Det, jeg gør, er åbenbart rigtigt, for jeg kan se, at jeg kommer tættere på mine mål. Når det lykkes, er det det hele værd, siger hun.

Går ikke glip af noget

På bordet mellem os står en tallerken med flødeboller fra den lokale bager. Her gik man og troede, at elitesportsudøvere lever af rå blomkål og fuldkornspasta, men Emma lader til at have fundet en mere menneskelig vej.
– Det gælder om at finde den rigtige balance i hverdagen. Der vil altid være de svære valg, men jeg føler ikke, at jeg går glip af noget. Jeg vælger træningen til, forklarer hun.
I år skal hun f.eks. vælge imellem at deltage i Europamesterskaberne eller at køre rundt i lastbil for at fejre sine kammeraters overståede studentereksamen. Selv snupper hun et fjerde år, fordi hun er Team Danmark-elev.
– Jeg er da ked af, at jeg kommer til at vælge vognturen fra, men det er ikke et svært valg for mig, siger Emma.
Skal hun endelig sammenligne sit liv med andre teenageres, der udadtil har mere fest og farver, vil hun helst beholde sit eget.
– De oplevelser, som jeg har med rejser og venskaber over hele verden, er mindst lige så spændende som andre unges, siger hun og tilføjer med en kærlig reference til andres indtag af alkohol:
– Og så kan jeg også bedre huske dem!
Når kombinationen af kroppens træthed, dårligt vejr, mange lektier og for lidt søvn rammer, skal hun bare tænke på alt det gode; de smukke solopgange, lyden af kajakken, der skærer gennem vandet en tidlig morgen, venskaberne og ikke mindst friheden ved at være på vandet. Hjælper det ikke på motivationen, er der især ét billede på nethinden, som giver hende lysten og fighterånden tilbage. Det handler om det tidspunkt op til et stævne, hvor alle deltagerne får at vide hvilke konkurrenter, de skal ro i gruppe med. Da gælder det om at undgå de allerbedste.
– Så tænker man: ’Åh nej, jeg er kommet i heat med hende!’ Men nu er jeg blevet den person, de andre helst vil undgå. Det er en fed følelse. Det er følelsen af at være den bedste, slutter Emma.


 

10 hurtige til Emma

Sushi eller burger
Vandreferie eller charterrejse
Picnic eller restaurant
Justin Bieber eller DAD
Strandtur eller shopping
Stiletter eller sneakers
Gå i byen eller privatfest
Hund eller kat
Få tætte venner eller stor flok bekendte
TV-Avisen eller Gossip Girl

ELLEVILDE EMMA BOCK

Født 10. oktober 1999 – 18 år

Syvdobbelt dansk mester i kajak i 2017

Går i 3.g som Team Danmark-elev

Bor i Hellerup med sin mor, far, bror Gustav, søster Asta og hunden Ludvig

Har et mål om at blive udtaget til OL i Tokyo i år 2020

Skriv en kommentar

Kontakt os

Send en mail,
hvis du har spørgsmål

Vi bruger cookies til at huske dine indstillinger, statistik og til personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug accepterer du vores cookie- og privatlivspolitik. Læs mere.
close-image